Elizabeth Strout: Alt er muligt

Strout

"Alt er muligt" af Elizabeth Strout, oversat til dansk af Claus Bech og udgivet af Gyldendal i 2019.

"Alt er muligt" tager tråden op fra "Mit navn er Lucy Barton", men begge bøger kan sagtens læses uafhængigt af hinanden. 

Romanen består af en række næsten selvstændige fortællinger, der alle har sit udspring i den samme lille provinsby i Maine. Hver fortælling  tager udgangspunkt i en ny hovedperson, som så optræder som biperson i de øvrige fortællinger. Vi møder således personerne fra forskellige synsvinkler og får efterhånden lagt flere lag og oplysninger til deres historie og person.

Alle personerne har haft en eller anden relation til den fattige og dysfunktionelle Barton-familie, og alle følger på afstand med i Lucy Bartons karriere som anerkendt forfatter. I modsætning til sine to søskende er det (næsten) lykkedes hende at slippe væk fra barndoms voldsomme slagskygger. 

Her fortæller Lucy sin bror om, hvordan en af deres barndoms plageånder står i køen for at få hendes bog signeret:

""Jeg gik i klasse med Carol, Petie, og hun var ondskabsfuld, hun var virkelig ond over for mig". 
"Lucy, alle var onde mod os".
Det fik dem af en eller anden grund til at se på hinanden, og et kort øjeblik kom de - næsten - til at le.
"Ja", sagde Lucy. "Det kan du have ret i"." 

Det er hjerteskærende at læse om de mange ulykkelige skæbner, men der er også lyspunkter undervejs. Der er historien om Mississippi-Mary, der efter "næsten halvtreds års tørke" i sit ægteskab rejser til Italien for at opleve kærligheden og nyde resten af livet med sin italienske kæreste. Der er Abel og Lucy, der begge kæmper sig ud af barndommens fattigdom og i hvert fald udefra set klarer sig godt til tilværelsen på trods af de hårde odds. I flere fortællinger er der smukke øjeblikke af håb og omsorg, som viser sig afgørende for personerne fremadrettet - og det vækker stor glæde, når man i en senere fortælling hører sladder om, hvordan to af de tidligere (ensomme) hovedpersoner har fundet sammen som par.

Noget af det, der står stærkt tilbage efter læsningen, er en fordring om at gribe ind - at gøre noget, hvis man ser børn, der i den grad mistrives. Tommy tænker tilbage på sin tid som pedel, hvor han opdagede blå og gule mærker på Lucys hals og arme. 

"Han sagde det til sin kone, Shirley, og Shirley sagde: "Hvad skal vi gøre, Tommy?" Og han tænkte over det, og hun tænkte over det, og de blev enige om ikke at gøre noget.

I lyset af alle de ting, man efterhånden lærer om Barton-familien, kan man ikke lade være med at tænke på, om børnene kunne være reddet, hvis nogen havde grebet ind i tide. En vigtig bog med et vigtigt budskab.  

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar