Tarjei Vesaas: Is-slottet

Tarjei Vesaas: Is-slottet udkom på nynorsk i 1963 og gav Vesaas Nordisk Råds Litteraturpris i 1964. Nu kom den så i 2019 i en nyoversættelse på dansk fra forlaget Batzer & Co. Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer.

For en hel generation af læsere - mig selv inklusive - betyder det et første møde med bogen. Og hvilket møde!

Tarjei Vesaas bog Fuglene har længe været på min top 10 over de mest fantastiske bøger, jeg har læst - og nu får den selskab af Is-slottet. Tarjei Vesaas besidder en fantastisk evne til at sætte sig ind i et andet menneske og bringe karakteren til live. Uanset om det er en retarderet ung mand (i Fuglene) - eller en 11-årig pige i Is-slottet, så er det fuldstændig troværdigt ned i mindste detalje i sproget og deres tanker. Det er virkelig en bedrift. 

Is-slottet handler især om venskab og kærlighed, når man er en 11-årig pige, og jeg kunne i den grad genkende følelsen af dedikation og alvor i de to piger, som er bogens hovedpersoner. At finde en (sjæle)ven er så betydningsfuld og stor en ting, at det ER ren kærlighed - og samtidig afføder det angsten for at miste det fundne, vidunderlige.. 

Venskab og kærlighed skal tages alvorligt. Sorg skal tages alvorlig. Hemmeligheder skal tages alvorlige. Løfter skal tages alvorlige.

Siss og Unn bliver efter lang tids 'seen hinanden an' venner, og Unn løfter en lille flig af sløret for den hemmelighed, hun bærer på. Efter det kan Unn ikke møde Siss igen lige med det samme. Det er for stort og vidunderligt. Derfor tager hun ikke i skole dagen efter, men bevæger sig i stedet ud til isslottet - en gigantisk isdannelse ved et vandfald, hvilket skal blive skæbnesvangert.

Vesaas har en eminent sans for de små bitte ting, der betyder noget for børn såvel som for voksne. Alt det, der sker under overfladen. I relationerne. Til forældrene. Mellem børnene i skolegården. De komplicerede magthierarkier.

"Hun var den som førte an i legen. Hun var vant til at være den som fandt på, havde aldrig tænkt over det, sådan var det bare, og det havde hun ikke noget imod. Hun havde glædet sig til at være den styrende når Unn kom og skulle optages i flokken"

Og samtidig er der - helt ned i sproget - en flimren mellem noget ubevidst og noget bevidst. En bevidsthed, der først er ved at blive til - som om, vi har at gøre med en syndefaldsmyte: Barnet, der bliver voksen.

"Det er nat nu - og hvad er det her? Det er gaven. Jeg forstår det ikke. Det er nat, og jeg har fået en stor gave. Fået noget jeg ikke ved hvad er. Forstår ingenting. Gaven ser på mig hvor jeg går. Gaven står og venter."  

Is-slottet kan læses på flere planer. Passagerne om naturens skønhed og de voldsomme kræfter i først isen og siden tøbruddet er en fornøjelse at læse - helt konkret.

"I denne isblok var der indefrosset brede, sabelformede blade, smalle strå, frøkorn og fnug, en brun strittende myre - og blandet med luftbobler som havde dannet sig i selve isen, og som skilte sig ud som perler når solstrålerne ramte dem. Sorte, afrundede ferskvandsstrandsten sad også i blokken sammen med nøgne træpinde. Knækkede bregner stod i isen som de fineste billeder."

Og samtidig er naturen så fuldendt et billede på sindsstemningen og det psykologiske, der er på spil i personerne. Selve isslottet, er både en konkret isdannelse ved et vandfald, og en psykologisk størrelse. Det reflekteres i den selvvalgte isolation, når Siss står alene i skolegården i månedsvis for ikke at svigte Unn - selvom alle de andre kammerater for alt i verden vil have hende med i legen igen. En isolation, som er nødvendig, fordi sorgen har sin uundgåelige tid, som ikke kan udsættes eller forhastes.

Jeg læste bogen i december - og nu, hvor jeg skriver om den, får jeg allerede lyst til at læse den igen.

Jeg kan ikke anbefale denne bog nok!

LÆS DEN!