Martin A. Hansen: Løgneren

I Facebook-gruppen Litteraturklubben, var der én, der anbefalede mig at læse Løgneren af Martin A. Hansen. Jeg havde læst bogen engang for længe siden, men besluttede mig for at genlæse den. Og det har jeg ikke fortrudt.

Løgneren blev første gang udgivet i 1950 af Gyldendal. 

Man oplever bøger på en ny måde, når man genlæser dem. Bogen er den samme, men læseren har forandret sig. Og selvom man ikke fuldstændigt husker detaljerne i bogen, så har man dog en vis viden og forforståelse med sig. Opmærksomheden er anderledes. 

For mig er det stadig en bog, det er svært at blive klog på. Der er mange lag i den. Sproget er vidunderligt, omend nogle steder lidt gammeldags at læse i dag. Hvad handler bogen om? Den handler om degnen Johannes Vig, som underviser børnene på den lille ø Sandø. Om at indgå i relationer og tage andres sorger på sig, gøre godt, og samtidig føle sig som en udenforstående i det lille samfund. Den handler om eksistens, om bedrag og selvbedrag, og også lidt om kærlighed og om der findes en mening med tilværelsen. Og om fugle. Om natur. Om tro og tvivl. 

Fortælleren lader os på én gang komme tæt på, og samtidig aner man, at han hverken fortæller alt - eller fortæller det sandt. Han fremstiller sig selv som en halvgammel mand, der er "tynd i toppen" - men det viser sig, at han er lidt af en kvindebedårer. Hvad skal vi tro? Vi oplever i de gode gerninger, at Johannes Vig er et godt menneske, selvom han ikke selv gør sig nogen illusioner i den retning. Tværtimod. Han er streng imod sig selv og sine egne motiver og sin egen sandfærdighed. Vi kommer helt tæt på Johannes' tanker - afslørende og irrationelle - som da han føler 'den onde' fare i sig, da han holder andagt i kirken. Og så er der hele tricket med tidsforskydningen. Hvilken betydning har det? At fortælleren ved mere, end han giver udtryk for? Betyder det også, at hele fortællingen skal revurderes? 

Martin A. Hansen kommer tæt på et sandt billede af, hvordan et menneske tænker. Af hvordan vi kan længes efter sandhed og skønhed og mening, og hvordan vi som mennesker er løsrevne fra naturen og fremmedgjorte i verden, som i citatet her:

"netop som man synes man er det store og skønne allernærmest, da ser man at det er vildfremmed. Man kan ikke komme det nær. Man kan ikke forstaa den Verden. Og da kan man intet forstaa. Man er en Emigrant paa sit Fødested, en flygtig Gæst i sit Hjem, ja en flygtning på Jorden. Nej, Natanael, den Verden du aner, naar du har frisk Sorg, naar du rystes af stor Musik, naar et Vers hugger i dg, eller naar du ser Miraklet i det rygende Daggry, da er du fremmed paa Jorden."

Henvendelsen til Natanael er også et lag i fortællingen, der kan give anledning til mange tanker. Natanael nævnes i biblen som én af Jesus' disciple og på Den store danske, kaldes han en 'israelit uden svig'. I modsætning til Johannes Vig, som bærer svigt og bedrag i sit navn. Det er frustrerende som læser at blive skudt i skoene, at man er nysgerrig og vil have bekendelser. Og samtidig distancerer navnet Natanael netop 'den ideelle læser' fra én selv, så man kan se hele bogen som en korrespondance, man ser udefra. 

Det er en bog, man næsten bør gå i dybden med og analysere. For ellers ligger den så underligt uafsluttet i éns bevidsthed. Man aner, at der er så meget mere at komme efter, hvis man gider gøre sig den ulejlighed.