"Læg verden bag jer" af Rumaan Alam

20210803_085942

"(...) drengen var syg. Måske var de det alle. (...) Hun kunne ikke forestille sig en verden, der ikke ville tage sig af det.
Det var en mangel på fantasi. To overlappende, men private vrangforestillinger. G.H. ville have påpeget, at den viden altid havde været lige for næsen af dem i den gradvise nedbrydning af cedertræerne i Libanon, den uddøde floddelfin, det gamle koldkrigshad, der blussede op igen, opdagelsen af fissionsenergi, kæntrede både med alt for mange afrikanere ombord. Ingen kunne påstå, at de intet vidste, med mindre de selv havde insisteret på at være uvidende. Man behøvede ikke inspicere kurven for at følge med, og man behøvede ikke engang læse avisen, for telefonen meddelte flere gange om dagen, hvor grelt det stod til. Hvor let var det alligevel ikke at lade som ingenting." (s. 235) 

Mangler vi fantasi? Fantasi til at forestille os, at verden virkelig kan gå under og at vores 'verden' ikke længere har overskud til at tage sig af det enkelte menneske? Eller mangler vi mod til at se tingenes tilstand i øjnene? Eller er vi bare for dovne og magelige til at gide interessere os? 

I Rumaan Alams bog "Læg verden bag jer" får vi råt for usødet katastrofen og undergangen lige i ansigtet. Som i citatet herover er det hele vejen igennem bogen uklart, hvori katastrofen helt præcist består. Er der opstået krig? Er det en klimakatastrofe? Er det terror?

I stedet for svar får vi hele oplevelsen af at være afskåret fra viden, afskåret fra omverdenen, ramt af en uforklarlige symptomer og angst. 

Det er helt igennem et spændende tankeeksperiment - og man kan ikke lade være med at spekulere over, hvordan man selv ville reagere. Det er desuden tankevækkende, hvor afhængige vi er af elektricitet og kommunikation. Når man pludselig ikke kan gå på internettet, ikke kan se fjernsyn, og ikke engang kan ringe til nogen - så er man ret alene i verden. 

Det overraskede mig meget, at bogen fik en utrolig dårlig anmeldelse i Politiken. Her stod der ligefrem, at den var "dårligt skrevet". I lektørudtalelsen stod der modsat, at den var "yderst velskrevet". Hvordan kan en anmelder og en lektør have så forskellige opfattelser af, hvad der er godt og skidt?

Jeg skulle selv lige vænne mig til tonen i bogen. Den er ironisk og ofte distanceret i forhold til karaktererne. Sproget er nogle steder lidt 'for meget' - både vulgært og med overdrevne billeder. Men forfatteren har samtidig en god evne til at skildre personerne udefra og indefra, ved hele tiden at skifte synsvinkel og gå ud og ind af personerne. Desuden er der et drive i bogen, som får én til at ville læse mere. Man vil vide, hvad der sker. Hvordan det ender. 

Har bogen så 'vækket mig'? Ændret noget i min tilgang til verden?

Ikke rigtig, må jeg indrømme.

Der er mange sager at kæmpe for, og det kan måske i sig selv virke lammende.

Jeg er ikke sikker på, at undergangsstemning og dystopier er den rette vej til at mobilisere folks vilje til forandring. Tværtimod måske. 

Det kunne være spændende at læse nogle utopier, som kan vise vejen. 


0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar