"Jack" af Marilynne Robinson

Når man er kæmpe stor fan af Marilynne Robinson, som jeg er, så har man selvfølgelig tårnhøje forventninger, når der kommer en ny bog fra hendes hånd. Og det havde jeg også til bogen "Jack", som udkom lige efter min fødselsdag i august.

Jeg vil ikke sige, at jeg blev skuffet - men for mig er der ingen af hendes andre bøger, der kommer op på niveau med hendes første roman "Hus og hjem" fra 1981. Jeg elsker - elsker - elsker - sproget og stemningen og forfaldet i den bog. Det er en bog, der har sat sig varige spor hos mig. En bog, jeg tænker på jævnligt. Når det er koldt, og jeg ikke har vanter og hue på, f.eks. En bog, jeg vender tilbage til for at læse de samme vidunderlige passager, som ikke kan slides op. 

Så er det på plads, og nu vil jeg koncentrere mig om "Jack". En bog, der både irriterer og anfægter og samtidig stikker dybere end de fleste bøger. Bogen bygger videre på personerne fra byen Gilead, som de tre forudgående bøger: "Gilead", "Lila" og "Hjemme". Den uregerlige præstesøn Jack, som har været biperson i de tre andre bøger er nu hovedpersonen. Man får virkelig lyst til at læse de tre andre bøger igen, for hvad blev der egentlig sagt om Jack i de andre bøger? Hvor meget vidste man på forhånd? Hvad sker der før og efter dét, vi hører om Jack i denne bog? Tidsmæssigt må denne historie udfolde sig inden bogen "Hjemme".

Temaet er den fortabte søn. Præstens smertensbarn, som altid er på kant med og træder udenfor det ordentlige og moralske. Jack, som hele præstefamilien elsker og som de er villige til at tilgive alt. Jack, som gang på gang drages af det 'onde', unddrager sig enhver form for tilgivelse, hutler sig gennem tilværelsen som småkriminel og vagabond, som gør en fattig pige gravid og forlader hende, og som på en eller anden udefinérbar måde er 'forladt af Gud'. 

I denne bog følger vi hovedsageligt Jacks forelskelse og kærlighedsforhold til den sorte kvinde Della, som også er barn af en præst. Det er ikke helt nemt at finde hoved og hale i bogen i begyndelsen. Vi kommer ind 'in medias res' midt i et skænderi mellem de to, og får dernæst forhistorien om deres første møde og deres forhold, der ikke tåler dagens lys.  Spørgsmålet om race og forbudt kærlighed mellem sort og hvid bliver en del af tematikken, men aldrig det væsentligste, synes jeg. Det virkelige dilemma handler om, hvad det vil sige at være fortabt. 

Jack er en både irriterende, interessant og kompliceret person. Han er i den gang plaget af sin lod i livet, men tilsyneladende ude af stand til at ændre sig. Det virker ikke, som om han mangler samvittighed - næsten tværtimod. Han er hård mod sig selv, grænsende til selvplageri. Han insisterer på sin egen dårlige karakter, og måske af samme grund kan han ikke tilgive sig selv eller tilgives af andre. Bogen er fuld af spørgsmål om ondskab, anger og tilgivelse. Kan man fødes ond? Kan man være forholdt nåden? Det er store teologiske dilemmaer. 

En bog, der kræver noget af læseren. Egentlig let nok at læse, men med store spørgsmål og komplekse personer i et eksistentielt tomrum.