"Du kan alt" af Christian Jungersen

Det er slående, så forskellige anmeldelser Jungersen har fået for denne roman. Lige fra leddeløs og usammenhængende, til genial og velskrevet.

Jeg var godt underholdt hele vejen, vil jeg sige. Jeg kom helt ind i hovedet på hovedpersonen, og selvom han kunne være både irriterende, selvglad og samvittighedsløs, så var der samtidig en ærlig tone, jeg godt kunne lide. En refleksion over, hvem han er – hvem han var – og hvem han kan blive.

Jeg kan sagtens følge kritikpunkterne. At romanens afsnit hænger dårligt sammen. Alligevel køber jeg præmissen: Det er en pointe i bogen, at afsnittene skal hænge dårligt sammen. Per og den iranske kæreste Simin diskuterer det ligefrem: Er man mange forskellige historier og er det muligt at genopfinde sig selv gang på gang – eller er man bare uundgåeligt og uafvendeligt den samme person livet igennem, som umuligt kan frigøre sig fra sin skæbne og sin historie?

Der er smæk for skillingen: sex, mord, torturofre, meditationsøvelser, bandekrig, midtvejskrise, karriereskift, ambitioner og meget mere...

(Afsnittet om torturofre er virkelig barskt og ikke for sarte sjæle, men hvor er det vigtigt, at nogen sætter ord på det grufulde, som nogle flygtninge har været vidne til. Det kan måske hjælpe på vores forståelse af hvad nogle har været udsat for.)

Kedelig kan man i hvert fald ikke beskylde bogen for at være.