De fire bøger

Lianke

"De fire bøger" af Yan Lianke er en barsk historie om en endnu mere grufuld virkelighed. Det gik op for mig, da jeg var færdig med bogen og begyndte at læse på nettet om "De tre bitre år" - hvor der i Kina døde 30-45 mio. mennesker. (Ja, det kan undre at tallene er så upræcise, alt efter hvor man læser!). Hver gang man læser noget nyt, går det op for en, hvor lidt man ved - og Kinas historie med "Det store spring fremad" og Kulturrevolutionen udgør nogle væsentlige huller i min viden.  

"De fire bøger" er en bog, der bider sig godt og grundigt fast i ens bevidsthed. Den har i hvert fald skabt nogle billeder på min nethinde, som jeg ikke tror, jeg nogensinde vil glemme igen. Og det er jo dét, litteratur kan. (Nogle gange i en sådan grad, at man ville ønske, man aldrig havde læst det). I dette tilfælde er historien dog så vigtig at huske, at det er forfatteren tilgivet. 

"Bang! lød det, og nakkeskuddet efterlod en sky af hvid røg, mens han tumlede forover som en kludebunke. De troede, det var skuespil, men nu så de ægte blod løbe ud over scenekanten. Professoren, der havde forsøgt at flygte, var faldet om med et bump, og kroppen væltede nu ned fra scenen, hvor den lå og vred sig i en sidste krampetrækning. Den holdt op med at bevæge sig. Stykket var slut."

Denne bog skal helt sikkert have sit eget forløb her på siden. Derfor vil jeg ikke gå så meget i dybden med den endnu, men gemme krudtet til et godt læseforløb! 

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar