Refleksioner efter Bogforum

bf2019

Refleksioner efter Bogforum

Inden Bogforum handlede mine tanker (og bekymringer) mest om at finde en parkeringsplads. Da det var lykkedes – helt uden de forventede problemer! – så gik jeg ind til Bogforum som et lettet og meget positivt menneske.

Jeg havde hjemmefra kigget lidt på programmet og udstillerne, men det var ærlig talt en smule overvældende – for hold da op (!) hvor er der mange forlag, og mange stande har deres eget fulde program med forfatterinterviews, konkurrencer, signering og andre indslag.

Samme overvældende indtryk ramte mig, da jeg trådte ind i Bellacenteret. Et sandt slaraffenland for bogelskere!

(Om end lidt støjende og med rigeligt mange indtryk for én, der nyder at sidde i stilhed med snuden i en bog...)

Udover at mødes med min søster, indkøbe bøger (Anja C. Andersen: En lille bog om universet, Knud Romer: Kort over paradis, og Paul Auster: 4321), og tale med gode folk på forskellige stande, så var jeg rundt til forskellige forfatterinterviews og få lidt ord med på vejen.

Angst

Lindhardt og Ringhof havde Peter Lund Madsen på programmet til en samtale om hans kommende bog: Angst. Igennem hele interviewet synes jeg, han forsøgte at nedtone betydningen og omfanget af angst. At sige, at angst er en naturlig følelse, og at vi alle føler angst, gør sagen for simpel, efter min mening. Hvis man har prøvet at have et angstanfald, så ved man, at det er noget helt, helt andet, end den almindelige angst, der kan gribe én, hvis man går i en mørk skov. Og det ved Peter Lund Madsen selvfølgelig godt med sin erfaring inden for psykiatrien. Så hvorfor nedtone problemet, som åbenbart er omsiggribende i vores samfund?

Det er klart, at hvis alle, der bliver bange en gang imellem, tror, at de er syge, så er det tid til at råbe vagt i gevær. Men det kan omvendt være et problem for folk, som reelt er syge af angst, at andre tror, at de ved hvad angst er, ud fra deres egne erfaringer med at være bange.

Jeg kunne godt lide hans tanker omkring, at der er brug for alle slags mennesker. Selvom det for den meget bekymrede ville være rart at være fri for de evindelige bekymringer og katastrofetanker, så er der (også) brug for folk, der bekymrer sig meget. Og især var det fint, at Peter Lund Madsen satte sig selv i spil og luftede sit eget storbekymrende sind.

Med bue og pil

Anne-Cathrine Riebnitzsky er udkommet med en bog om at gå på jagt med bue og pil. Ikke en skønlitterær bog, men historier om egne jagtoplevelser. Det var ret interessant at høre interviewet, som kom vidt omkring hele naturoplevelsen, det intense jagtøjeblik, at dræbe byttet og følge blodsporene, finde pilen og se på blodets farve og bobler, om skuddet har ramt plet gennem dyrets lunge… Meget konkret og meget sanseligt.

Jeg følte mig et øjeblik hensat til skoven og stilheden – hvilket er lidt af en præstation fra interviewerens og forfatterens side, når man sidder indenfor i en hal proppet med mennesker, mikrofoner, larm og snak.

Jeg bliver nok aldrig selv jæger (man skal aldrig sige aldrig), men jeg er alligevel dybt fascineret af beretningen og selve det at jage med bue og pil, som bringer mig tilbage til min barndoms indianerlege. Så jeg vil ikke afvise, at bogen kommer på min læseliste…

Tafdrupsk uro

Helt tilfældigt kom jeg forbi e-reolens stand, da Pia Tafdrup var på podiet. Hun læste både et stykke af sin poetik og et uddrag af sine sansedigte – og det gav mig lyst til både at læse hende og skrive selv.

Fantastisk beskrivelse af, hvordan hun oplever en uro, når et nyt digt er på vej. Som om det næsten er noget fysisk, en fødsel (eller et anfald af en slags!). En indre uro samler sig, og noget nyt bliver til. Det er selvfølgelig hendes oplevelse – og formentlig vil andre opleve det helt anderledes. Alligevel var det tankevækkende at skrivelyst kan antage så fysisk en form.

Samtalen kom på et tidspunkt til at handle om, at vores tid mangler en orientering mod det fælles. At kærligheden har trange kår i det moderne samfund. Men står det virkelig så slemt til? Er der ikke nye fællesskaber i stedet for de gamle? Måske har vi brug for en ny ungdomsbevægelse. Måske kan klimakrisen afføde noget godt: At vi koncentrerer os om det, der betyder noget.

Livsopgaver

Om eftermiddagen var jeg i auditoriet for at høre Svend Brinkmann og Katrine Marie Guldager fortælle om deres bog ”Livsopgaver”. Opgaver, som ethvert menneske på en eller anden måde skal forholde sig til i deres liv. Fordringer (fantastisk ord).  

At elske, at arbejde, at stifte familie, at udvikle sig, at indgå i en samtid og at dø. Et af spørgsmålene fra intervieweren gik på, hvilken opgave det moderne menneske har sværest ved.

Også her greb de begge ”at elske” som én af de sværeste opgaver, og som jeg forstod det, var den store synder trangen til selvrealisering, som er så dominerende i dag. Selv kærligheden er blevet et selvrealiseringsprojekt. Vi fokuserer meget subjektivistisk på vores egne følelser – i stedet for at fokusere på den anden. Og når vi ikke konstant kan mærke og føle kærligheden selv, så er vi ikke tilfredse.

Brinkmann bragte desuden til bordet – at konkurrencestaten presser en ressourcetænkning ned over os alle, som også er negativ for vores evne til at elske. Kærlighed bliver et spørgsmål om ”What’s in it for me?” – i stedet for at se den anden ”som en hel verden i egen ret”.

Samtalen kom også ind på, hvordan det moderne menneske så gerne vil være noget særligt og skille sig ud – og her var jeg vild med Brinkmanns udtalelse: ”Nogle få ønsker ikke at være noget særligt – og det er dem, der faktisk er det”. Hjerteskærende, simpelthen.  

Trods de lidt dystre domme over vores individualiserede tid og det selvoptagede moderne menneske, gjorde samtalen mig først og fremmest glad og taknemmelig. For hvor er det dog dejligt at nogle kloge mennesker, vil påtage sig den opgave at tænke store tanker for os alle sammen. Og dejligt at de kan fylde en stor sal med tilhørere. Det er sagt uden nogen som helst form for ironi. Jeg bliver så glad og føler mig en smule tryggere, når jeg hører intelligente mennesker tale. Så er der håb for menneskeheden endnu.

”Livsopgaver” er perfekt udgangspunkt for gode personlige refleksioner – og jeg håber, at kunne lave et læseforløb i 2020, hvor læseren kan blive klogere på sig selv i forhold til de 6 livsopgaver.

Vigtigst for mig

Det allervigtigste indtryk jeg fik med hjem, var, at jeg nu (langt om længe!) har fundet min rette hylde. Iblandt bøger og dedikerede læsere befinder jeg mig simpelthen så godt. Jeg elsker at blive udfordret af kloge, interessante og tænkende mennesker – og deres ord. Og jeg er glad for og taknemmelig over, at nogen i vores samfund påtager sig den rolle at finde på karakterer, fortælle vigtige historier, tænke store tanker, skrive smukke ord og tegne vilde illustrationer. Jeg glæder mig til komme i gang med at læse sammen med andre og tale om gode bøger og interessante tanker. 

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar