Shahrnush Parsipur: Kvinder uden mænd

"Kvinder uden mænd" af den iranske eksilforfatter Shahrnush Parsipur udvider alle begreber. Her demonstrerer litteraturen sin magt til at forvandle verden, udvide perspektiverne og overskride alle grænser for, hvad der kan lade sig gøre. 

Bogen er oprindeligt skrevet som en række noveller - og udkom første gang i romanform i 1989 - og bevirkede bl.a. at forfatteren blev smidt i fængsel. Den danske udgave kom i 2019 på Gyldendal og er oversat fra persisk af Nazila Ghavami Kivi, som også har skrevet et fint langt efterord, som giver en grundig introduktion til Parsipur. 

"Kvinder uden mænd" skal læses med et åbent sind og en god portion fantasi og velvilje overfor, at alle virkelighedens regler og naturlove ophæves og sættes ud af kraft i litteraturens verden. Her genopstår de døde, kvinder forvandles til træer eller bliver gennemsigtige, mens mænd tilsyneladende løber hovedløse rundt. 

Bogen har et glimt i øjet og masser af humor - men er samtidig en bidsk samfundskritik, som især (men ikke kun) rettes mod mændene. Her angribes den dobbeltmoral, der på den ene side holder stærke æresbegreber i hævd hvad angår kvinders ærbarhed, og på den anden side tillader mændene som det almindeligste i verden at gå på bordeller med meget unge prostituerede.

Vi følger i bogen fem kvinder af forskellig social status og alder. Der er befriende nok ingen helte i blandt dem. En af dem er endda åbenlyst usympatisk, og Parsipur viser gennem hendes karakter, hvordan kvindesladder og foragt og misundelse kvinder imellem er med til at understøtte hele det mandsdominerende set up. Selvom kvinderne finder sammen og faktisk udretter mirakler sammen - så opløses fællesskabet da også igen, og kvinderne går hver deres egoistiske vej. Det skal også siges, at en enkelt god mand - nemlig 'den gode gartner' - får en central plads i kvindekollektivet. 

Hvis du kun er til realisme - så er bogen ikke noget for dig. Her får fantasien nemlig vinger, og man tilbydes helt nye måder at se verden på. Døden ophæves, grænsen mellem forskellige arter ophæves, og overnaturlige evner optræder. 

Sproglig spænder bogen mellem på den ene side et direkte, til tider vulgært og sarkastisk, sprog - og på den anden side nogle meget poetiske passager. Her får du to citater, som viser spændvidden.

Først lidt giftig kvindesladder:  

"Hun er som en slange, der ikke får fred, før den har bidt. Nu vil hun bagtale mig alle mulige steder og ødelægge mit gode ry. Men hvad rager det mig? Den, der har rent mel i posen, har ikke noget at frygte. Jeg blev så vred, at jeg havde lyst til at gå op til fru Mahjabin og få et bevis på min mødom og ramme det ind og hænge det op på væggen, så hendes misundelige øjne ville eksplodere i hovedet på hende"

Så en bid poesi:

"Så gik gartneren, og træet begyndte at synge. Gæsterne blev helt stille og faldt til ro i hver deres hjørne. Det var, som om en dråbe på størrelse med havet omsluttede alle gæsterne og langsomt sank ned i jordens dyb. Dråben nåede undergrunden og blandede sig med fornemmelsen af jord og mudder; dens millioner af partikler bød vandet og jorden op til en endeløs dans."

En fin læseoplevelse, som kun kan anbefales! Jeg har i hvert fald fået lyst til at læse mere af Parsipur.