"Grundtvig er død" af Laura Ringo
Menstruationssex, sexlege efter manuskript, voksne mennesker, der ikke gider være voksne, og en ung kvinde, der ikke orker følelser, men til gengæld tænder på magt!
Laura Ringos nye bog er grænseoverskridende. Den bragte i hvert fald mig ud, hvor jeg både blev forarget, eftertænksom og følte mig håbløst gammel og håbløst romantisk anlagt. Og det er jo som udgangspunkt rigtig godt at blive udfordret.
Vi havde valgt bogen til vores læsekreds, så jeg følte mig også en smule udfordret i forhold til at skulle tale om bogen. Ville de andre have opgivet bogen eller fandt de den interessant? Det sidste var heldigvis tilfældet. Og der er nok at tale om i bogen.
Hvis man tager bogen for pålydende, så er der flyttet nogle grænser. Kønsrollerne er forandrede. Magtbalancen er forrykket alene på de sidste 10 år. Metoo har gjort en forskel. Unges forhold til seksualitet har ændret sig. Vi påtager os (i hvert fald når vi taler om det) mere ansvar for de ulige relationer.
Når det kommer til metoo, så er jeg dog dybt overrasket over, hvad Berlingskes anmelder skriver om emnet:
”»Mange kvinder kunne lave en metoo på Frank, hvis de ville«, siger den ældre lærer Bjarne, hvortil Petra svarer, at Frank er en flot fyr, og at hendes fornemmelse er, at hans elever frivilligt var gået i seng med ham. En replik, som i hvert fald får denne anmelder til at hæve brynene af fortørnelse, eller måske mest af chok, fordi den slags udsagn plejer at komme fra mænd på Bjarnes alder – ikke kvinder på min egen.”
Seriøst!? Anmelderen får det til at lyde som om, at alle unge kvinder i en ulige relation er uskyldige ofre. Kan det overraske nogen, at kvinder til alle tider har gået i seng med magtfulde mænd – eller blot mænd de så op til – frivilligt? Eller måske endda har forført dem? Og jeg bliver endnu mere uforstående, når samme anmelder trækker følgende frem, som om det var vigtigt:
”Går det an, at en mand kalder sig feminist og er forstander for en »moderne højskole«, selvom han praktiserer modstridende værdier, er patriark for alle pengene og for eksempel til et medarbejdermøde beordrer sin nye, kvindelige ansatte til ydmygt at sætte sig i vindueskarmen, fordi han plejer at sidde i den stol, hun lige har sat sig i?”
Jeg synes, at anmelderen forsømmer at trække det vigtigste frem: At hovedpersonen – den unge kvinde – igennem hele romanen manipulerer sine omgivelser og i den grad tænder på sig egen magt og dominans, hvormed hun uden blusel misbruger alle andre mennesker (inklusive elever) omkring sig. Ja, forstanderen har en fortid, hvor han gik i seng med eleverne. Så hvorfor kan Petra ikke gøre det samme? Er der nogen som helst forskel – bare fordi hun er en kvinde? Nej, det er der ikke. Det er bare stadig – og til hver en tid – usympatisk at misbruge andre mennesker efter forgodtbefindende og at kassere dem, når man ikke kan bruge dem mere. Og det er usympatisk at tænde på andres ulykke.
I læsekredsen diskuterede vi kort, om bogen var et udtryk for en ny feminisme. En ung kvinde i litteraturen bliver hurtigt symbol på en generation, når man skal fortolke et værk. Vi var dog rørende enige om, at her i nogen grad var tale om en ny generations usentimentale tilgang til livet og til sex, men at der i særdeleshed var tale om et portræt af et afstumpet og følelseskoldt individ. Overdrivelse fremmer forståelsen. Og det er altid på sin plads, hvis vi skal forstå en pointe.
Jeg kom til at tænke på, hvor fjernt dette kvindeportræt ligger fra tidligere tiders idealer om den unge, uskyldige og uselviske kvinde, som yder omsorg og ofrer sig for den gode sag. Der har til alle tider både været glansbilleder og kunst med vilje til at holde et spejl op for verden.
Og hvilket spejl er dette så ikke? Her får vi det råt for usødet – og vi må stille os selv de spørgsmål: Er vi voksne og ansvarlige, eller er det bare noget, vi siger, vi er – i al vor tids politiske korrekthed? Hvem er egentlig ofre, og er det mindre entydigt, end det ofte gøres til? Er der en forråelse og kynisme i vores tid, som ikke kun handler om det ene eller det andet køn, men om en ironisk distance og en følelsesmæssig afstumpethed? Eller har det altid været sådan?
Du er i ubehageligt selskab, men samtidig godt underholdt og i særdeleshed godt udfordret af den unge højskolelærer Petra!
0 kommentarer
Skriv en kommentar