Clarice Lispector: "Passionen ifølge G.H."

Den vildeste bog! En bog, der giver mig lyst til at vende tilbage til det portugisisk studie, som jeg forlod midt i 1990'erne til fordel for dansk-faget, på trods af at studievejlederen sagde - og ja, det sagde han faktisk - at man kunne fodre svin med danskstuderende. Jeg elskede faktisk det studie. Det var omgærdet af mystik og brasiliansk samba og festerne på romansk institut var de bedste. Jeg forelskede mig i Fernando Pessoa, i sproget og i oversættelsen, ja selv grammatikken og den portugisiske historie. Alligevel skiftede jeg til dansk - og henslæbte de næste 4-5 år i kedsommelighed og evigt nagende tvivl om, hvorvidt jeg skulle finde på noget andet og mere meningsfuldt at foretage mig. Det kan virke uforståeligt, men dengang kunne jeg ikke se, hvad jeg skulle blive med portugisisk.

Men tilbage til bogen, som har vækket en slumrende portugiser i mig. Hvad handler den om? En kvinde, der ser en kakerlak dø. En kvinde, der går ind på et værelse i sin lejlighed, som hun ikke har haft adgang til i et halvt år. Hendes hushjælp er nemlig lige rejst, og det viser sig, at værelset er fuldstændigt forvandlet og nu markant adskiller sig fra resten af lejligheden ved at være ekstremt tørt og lyst. En ørken. Et brutalt sted, så tilsyneladende tomt og nøgent og kønsløst - som på et sindssygehospital. Men da hun åbner døren til klædeskabet møder kvinden sin dybeste frygt og afsky i form af en kakerlak. En ældgammel monstrøsitet, som hun slår halvt ihjel og som i den grad fængsler hende, at hun i mødet gennemlever årtusinder, dehumaniseres og gennemgår en form for omvendt syndefald. Gudsbegrebet, liv og død, smerte, menneskelighed og kærlighed revurderes.

Det er intenst. Så lidt der sker på det ydre plan, desto rigere er oplevelsen på det indre. Det er en vanvittig bog, og undervejs kan man ikke lade være med at opfatte denne kvinde som på grænsen til galskab. Men på grænsen mellem galskab og genialitet. Som at se en film af David Lynch og desperat lede efter en mening. Det udfordrer i den grad min vante forestillingsverden. For er Gud barmhjertighed og trøst, eller er Guden så meget større end godt og ondt? Så stor, at alting rummes i Gud. Selv vold og mord. Og lider vi af for lidt sult, så vores nydelse ville være så meget større, jo større vores behov er? "Jo mere behov vi har, jo mere eksisterer Gud" og "Om nogle få århundreder eller om få minutter siger vi måske forbløffet: tænk at Gud altid har været her!" Hvad vil det sige at stedfæste sig? Kender jeg hadet og afskyen, angsten og kærligheden, mordlysten og vanviddet i mig selv? Forstår jeg verden? Forstår jeg mig selv? Hvor meget af mig er civilisationens fernis?

For hver lille passage i bogen kunne man standse og gå i dybden. Der er så meget i bogen, jeg ikke forstår, og jeg ved ofte ikke engang, om der er noget at forstå. Jeg får lyst til at studere teksten sætning for sætning og samtidig at studere mig selv. Hvilke tanker affødes i mig i mødet - med kakerlakken, med G.H., med teksten, med Clarice Lispector?

Det ville være et virkeligt og omfattende projekt og er det ikke, hvad jeg altid har drømt om? At gå i dybden med meningen med det hele.

Og så har jeg ikke engang nævnt sproget, som i den grad skaber verden. Blændende beskrivelser - som f.eks. denne, hvor grådigheden og nydelsens fristelser kalder: "Når den om natten kalder mig til helvede, kommer jeg. Som en kat lister jeg ned ad hustagene. Ingen ved det, ingen ser det. Jeg viser mig i mørket, stum og strålende. Treoghalvtreds fløjter løber efter os. Foran lyser en klarinet for os. Og intet mere er mig givet at vide. Ved daggry vil jeg se os udmattede ved bækken, uden at vide hvilke forbrydelser vi har begået inden daggry. I min mund og på dine hove er der spor af blod. Hvad har vi ofret?"

Det er stærke sager. 

Som boghandler ved jeg ikke helt, hvem jeg kan anbefale den bog til. Man skal være interesseret i at filosofere og kunne nøjes med meget lidt bevægelse på det ydre plan. Man skal interessere sig for eksistentielle spørgsmål og være villig til at lade sig udfordre. Og så skal man have tålmodighed. I så fald får man en ekstraordinær læseoplevelse af stor skønhed og med potentiale for at anfægte og ommøblere på øverste etage.