Maren Uthaug: "11%"
Okay, okay, jeg overgiver mig! Jeg lagde ud med at synes, det var den mest forfærdelige bog. Men nu har jeg læst den sidste halvdel af bogen, og jeg er solgt.
Dels er det jo godt fundet på, og dels er det godt gennemført.
Bogens svaghed - som ville have fået mig til at opgive den efter de første 50 sider, hvis min gamle universitetsbogloge ikke netop var blevet genoplivet med 11% som første bog - er efter min mening de to første personer, vi følger. Det er uendelig svært at finde sympati for de to første kvinder og for den verden, man præsenteres for.
Man bliver fra begyndelsen selvfølgelig chokeret og provokeret over hele den dystopiske matriarkalske verden, som er så karikeret og ubehagelig, at det virker decideret kvindefjendsk fra forfatterens side.
Skulle verden gå i en sådan retning (og et sådant forfald), hvis kvinder havde magten? Alt det kvindekønnet på godt og ondt har været forbundet med i tidens løb - fra moderskab og frugtbarhed, til krop, jord, det materielle (modsat det åndelige), det runde og organiske - er her ført ud i ekstremerne. Med onani på skoleskemaet, præstinder der bærer slanger og ingen lige linjer i bybilledets arkitektur. Lige så grotesk, det er udpenslet, ligeså underholdende er det selvfølgelig også at få spiddet sin egen vanetænkning. Og langsomt siver den virkelige kritik ind. Kritikken af hvordan kvinder i århundreder har været (og stadig bliver) behandlet. At små piger i virkeligheden bliver miskendt, mishandlet eller slået ihjel pga. deres køn, at samfundet har været gennemsyret af vold og angst, og at kristendommen har været med til at skabe et forkvaklet kvindesyn.
En af bogens styrker er således, at den både er kritisk overfor kvindeundertrykkelse og samtidig udtrykker denne kritik med en omvendt psykologi. Når man forfærdes over hvordan mændene ("hannerne" - som ses som farlige, dyriske, laverestående væsener/undermennesker) behandles, så kommer man samtidig i tanke om, hvordan kvinder i virkeligheden er blevet behandlet i århundreder.
En anden styrke er måden hvorpå personernes liv og skæbner efterhånden flettes sammen på overraskende vis. Det er mesterligt gjort.
Trods den modstand (og endog afsky) man måtte føle i første og andet afsnit, så skal man altså holde ud, for bogen bliver i de sidste 170 sider virkelig god og personerne langt mere sympatiske.
Det er ikke en bog man lige glemmer. Den giver stof til eftertanke, og jeg glæder mig til at diskutere den med mine gamle universitetsvenner. Som en af vores undervisere på uni (Lars P.) sagde dengang i 1990'erne på KUA, så er 'den lille forskel' mellem kønnene netop kun en lille forskel - og det har jeg altid været enig i. Jeg tror ikke, bogen har rokket den overbevisning, men snarere bekræftet den.
En varm anbefaling herfra!
Dels er det jo godt fundet på, og dels er det godt gennemført.
Bogens svaghed - som ville have fået mig til at opgive den efter de første 50 sider, hvis min gamle universitetsbogloge ikke netop var blevet genoplivet med 11% som første bog - er efter min mening de to første personer, vi følger. Det er uendelig svært at finde sympati for de to første kvinder og for den verden, man præsenteres for.
Man bliver fra begyndelsen selvfølgelig chokeret og provokeret over hele den dystopiske matriarkalske verden, som er så karikeret og ubehagelig, at det virker decideret kvindefjendsk fra forfatterens side.
Skulle verden gå i en sådan retning (og et sådant forfald), hvis kvinder havde magten? Alt det kvindekønnet på godt og ondt har været forbundet med i tidens løb - fra moderskab og frugtbarhed, til krop, jord, det materielle (modsat det åndelige), det runde og organiske - er her ført ud i ekstremerne. Med onani på skoleskemaet, præstinder der bærer slanger og ingen lige linjer i bybilledets arkitektur. Lige så grotesk, det er udpenslet, ligeså underholdende er det selvfølgelig også at få spiddet sin egen vanetænkning. Og langsomt siver den virkelige kritik ind. Kritikken af hvordan kvinder i århundreder har været (og stadig bliver) behandlet. At små piger i virkeligheden bliver miskendt, mishandlet eller slået ihjel pga. deres køn, at samfundet har været gennemsyret af vold og angst, og at kristendommen har været med til at skabe et forkvaklet kvindesyn.
En af bogens styrker er således, at den både er kritisk overfor kvindeundertrykkelse og samtidig udtrykker denne kritik med en omvendt psykologi. Når man forfærdes over hvordan mændene ("hannerne" - som ses som farlige, dyriske, laverestående væsener/undermennesker) behandles, så kommer man samtidig i tanke om, hvordan kvinder i virkeligheden er blevet behandlet i århundreder.
En anden styrke er måden hvorpå personernes liv og skæbner efterhånden flettes sammen på overraskende vis. Det er mesterligt gjort.
Trods den modstand (og endog afsky) man måtte føle i første og andet afsnit, så skal man altså holde ud, for bogen bliver i de sidste 170 sider virkelig god og personerne langt mere sympatiske.
Det er ikke en bog man lige glemmer. Den giver stof til eftertanke, og jeg glæder mig til at diskutere den med mine gamle universitetsvenner. Som en af vores undervisere på uni (Lars P.) sagde dengang i 1990'erne på KUA, så er 'den lille forskel' mellem kønnene netop kun en lille forskel - og det har jeg altid været enig i. Jeg tror ikke, bogen har rokket den overbevisning, men snarere bekræftet den.
En varm anbefaling herfra!
0 kommentarer
Skriv en kommentar