Elin Cullhed: "Eufori"

Kan man skrive et andet menneskes historie?
Skrive det som fiktion og på den måde tage patent på det? Eller - det er ikke et spørgsmål om man kan, men om man må og kan være bekendt.

Efter at have læst Elin Cullheds "Eufori" om Sylvia Plath sidder jeg i hvert fald tilbage med en følelse af at kende Sylvia Plath helt ind i hendes inderste sjæl. På trods af, at det eneste jeg kender, er Elin Cullheds overbevisende billede af Sylvia Plath (I Caroline Albertine Minors ligeså overbevisende oversættelse).

Det er hamrende godt skrevet. Man er i de tanker, det skiftende sind. Snart mindreværd, snart storhedsfølelse. Snart depression,  snart mani. Snart håb, snart angst og jalousi. Flammende, fortærende tanker og dog på en måde så velkendte og alment menneskelige.

Hele bogen læses selvfølgelig på det bagtæppe, at man ved, at Sylvia skal dø, og endda for egen hånd. Det forstørrer og intensiverer.

Jeg ved ikke, om det er den rigtige eller forkerte rækkefølge, men nu glæder jeg mig virkelig meget til at læse "Glasklokken" af Sylvia Plath, ligesom jeg straks måtte læse nogle af hendes digte og blev overrasket over vildskaben i dem, ordvalget. Dem skal jeg læse og læse igen og læse både på dansk og på engelsk.