"De sovende skønheder" af Yasunari Kawabata

20230330_083114(0)

Jeg ved ikke, hvorfor jeg læste denne bog. Måske på grund af den smukke, smukke forside. Selvfølgelig også fordi Yasunari Kawabata er nobelpristager - og jeg generelt er ret vild med asiatiske litteratur. Man må forvente en vis litterær kvalitet, når en nobelpristager skriver en ny bog - og når nogen gør sig den ulejlighed at oversætte den til alverdens sprog. 

Allerede da jeg læste på bagsiden, var jeg dog foruroliget og havde bange anelser om, hvad der mon ventede på siderne. Men min nysgerrighed vandt.

En bog om gamle mænd, der betaler for at ligge hos unge kvinder, der er 'lagt til at sove'. Kvinderne sover så tungt, at de under ingen omstændigheder kan vækkes. Det fremgår ikke helt utvetydigt, om kvinderne er der af egen fri vilje (for pengenes skyld) - eller de ufrivilligt er havnet i huset. 

Bogen handler om begær, om alderdom, og om moral. Den handler om, hvordan grænser gradvist kan flyttes. Om minder. Om omsorg. Om ligegyldighed overfor andre. Om stemninger, følelser, tanker og drømme.

Vi får undervejs i bogen rullet hovedpersonens eget liv op - en gammel mand, der ser tilbage på kvinderne, der har haft betydning i hans liv, og som han har elsket. Dels elskerinderne, og dels hans døtre. Den handler også om, hvordan kvindens udseende og skønhed påvirker den måde, han behandler de forskellige sovende kvinder på. Som om der er en lige linje mellem deres udseende og hvad man kan tillade sig. Og måske også noget med, at man holder mere af (og viser større omsorg for) nogen, der ligner én selv (eller éns egne døtre). 

Der er hele vejen igennem bogen noget farligt og foruroligende, som gradvist opbygges - og jeg kunne ikke lade være med at frygte det værste - hvilket på sin vis også var en berettiget frygt. Men der er også stor skønhed i sproget og stemningen.

Ikke behagelig læsning - men interessant og tankevækkende og modigt i øvrigt at bevæge sig ind i et tabubelagt emne som dette.

En bog, man ikke lige glemmer.

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar